Sidste nyt
- Viral top 9 - maj 2010
- Vækst – Ja tak. Og det skal være nu!
- Top 10 - det bedste fra første halvår
- Super viral film - Mukhtars Fødselsdag
- Facebook facts you probably didn't know
- Viral Top 10 – April 2010
- Dér hvor forbrugeren gider!
- Kom i gang med mobile løsninger #2
- 3 SEO tips
- Steve Jobs vil være annoncesælger
Mest populære
Artikler & nyheder | 10 online trends der bliver store i 2010
Oprettet af Marie Wissendorf Jensen | September 03, 2009 13:00
Tænketanken “Digital udfordring” har givet deres bud på 10 trends, som bliver større i 2010 end de har været i 2009. Platformene eksisterer allerede men brugen og kravene til bedre eksekvering herpå stiger.
DE TI DIGITALE TRENDS
- Virkeligheden kobles til nettet.
- Søgninger bliver klogere.
- Vi taler, vinker og gnider.
- Automatiske moderatorer sikrer tjenester for børn.
- Nyheder og tjenester bliver hyperlokale.
- Vi tjener penge på at surfe.
- Tv går på nettet.
- Kindle bliver en nichesucces.
- E-handel bliver større og bedre.
- Alt indhold bliver til en strøm.
Virkeligheden kobles til nettet
Du står foran en filmplakat. Tag et billede af den med din mobiltelefon. Så finder telefonen en webside om filmen med link til filmens trailer og besked om, hvor du kan se den. Med nogle systemer skal du tage et billede af en stregkode, mens andre systemer kan genkende billeder. Nokia tester teknologien under navnet Point & Find.
Søgninger bliver klogere
Søgemaskiner som Google har det problem, at de kun kan søge efter tekster, ikke begreber. Nye tjenester som Wolfram Alpha og Microsofts Bing prøver at gøre søgninger mere intelligente. En af metoderne er at angive det emneområde, man er interesseret i: Hvis du vil købe et bestemt Canonkamera, kan du begrænse søgningen til kun at omfatte butikker og frasortere anmeldelser, test og fansider.
Vi taler, vinker og gnider
Spilcomputeren Nintendo Wii og Apples iPhone viser vejen: Tastatur og mus er ikke længere nok. Vi kommer til at styre vores mange digitale enheder med hånd- og fingerbevægelser. Tale er også på vej frem, især inden for områder, hvor maskinen kan klare sig med et begrænset ordforråd. Snart kan vi sige til GPS’en, hvor vi vil hen.
Automatiske moderatorer sikrer tjenester for børn
En af hindringerne for at lave gode webtjenester rettet mod børn er, at der skal være kontrol med indholdet: Uvedkommende må ikke kunne lægge upassende billeder ind. Teknologien til at genkende forskellige typer indhold er nu så god, at meget kan godkendes automatisk. Hvis programmet er i tvivl, sender det indholdet videre til en menneskelig moderator. På den måde kan udbyderne få råd til at åbne tjenesterne for mere indhold fra brugerne, fordi de ikke skal ansætte så mange moderatorer som før.
Nyheder og tjenester bliver hyperlokale
En søgning efter kinesiske restauranter er mere brugbar, når den kun viser spisesteder i dit nærområde. På samme måde bliver mange andre tjenester udvidet med geografisk information. Nyhederne kan således blive serveret meget lokale med uddrag fra hvad som helst af information fra nærområdet. Hvad har naboen sat til salg, hvad er der af tilbud i brugsen, hvad koster Benzinen i den anden ende af byen osv. I dag er det så nemt at optage video, at også web-tv bliver lokalt og lavet af frivillige – tilføjet geografiske data.
Vi tjener penge på at surfe
Hvad skal du have for at besøge et websted? Nogle websteder tager penge fra gæsterne, langt de fleste er gratis – og i fremtiden kan du tjene penge på at gå på nettet. Til gengæld skal du give noget til dem, der driver webstedet: Din opmærksomhed, dine holdninger, oplysninger om dine interesser eller andet, som de kan bruge.
TV går på nettet
Efter flere års tilløb er udbyderne nu klar med reelle tilbud om tv over bredbåndsforbindelsen. Nogle produkter er bare kabel-tv over et internetkabel, mens andre tilbyder frit valg i et filmbibliotek og mulighed for at se sidste uges tvudsendelser, når det passer dig. Samtidig fortsætter et ukendt antal danskere med at hente piratkopier af udenlandske tv-serier via fildeling.
Kindle bliver en nichesucces
E-bogslæsere som Kindle bliver populære hos folk, der rejser meget, eller som ikke bryder sig om at bruge reolplads på bøger. Men for de fleste vil bøger stadig have værdi som gemmeobjekter.
E-handel bliver større og bredere
Ikke mange danske netbutikker har været værd at besøge på grund af andet end prisen på varerne. Men det er ved at ændre sig. Netbutikker vil også nu konkurrere på kvalitet og kundeoplevelser. I en tøjbutik kan du tage veninderne med og få råd fra dem. I netbutikken kan du lave billeder af dig selv i dit nye tøj eller briller – og dele resultatet med dine venner. Hvilke bukser klæder mig bedst? Finanskrisen giver nedgang i de fysiske butikker, men e-handlen vokser.
Alt bliver en strøm
De første websider lignede videnskabelige artikler. Siden efterlignede de avisernes forsider. Men stadig flere tjenester går over til at levere information som en løbende strøm af uprioriteret information. Det gælder fx statusopdateringerne på Facebook og Twitter, og de RSS-feeds, mange websteder tilbyder. Brugeren kan hoppe ind i eller ud af strømmen efter behov.
Denne artikel er leveret af:
Claus Sølvsteen medlem af Digital Udfordring










