Artikler & nyheder | 10 webtrends i 2010

Oprettet af Marie Wissendorf Jensen   |  December 10, 2009 11:46

Direktøren for Mashable, Pete Cashmore, har sat ord på de ti største trends vi vil se på webben i 2010.

  1. Trenden for real-time updates tager til
    Aktualitet fænger, involverer og skaber i allerhøjeste grad afhængighed! Det betyder at man lever i nuet. Real-time updates er dog ikke blot Twitter eller Facebook opdateringer men indebærer ligeledes mulighederne på iPhones eller øjeblikkelig tilfredsstillelse ved en Google søgning. Med iPhones er det med applikationer også muligt at give restaurantanmeldelser og hvorfor ikke gøre det så snart du har betalt regningen? Det nyeste skud på stammen som bliver interessant at følge i 2010 er Google wave hvor øjeblikkelig kommunikation mellem mennesker er nøglen til værktøjet. Platformen er skabt som et oplæg for samarbejde mellem mennesker. Læs mere om Google wave her.
  2. Location, location og atter location
    På baggrund af alle de mobiltelefoner, som har en GPS-funktion vil vi i 2010 med stor sandsynlighed se en kæmpe udvikling indenfor de tjenester hvor man deler din location med de personer, som er en del af ens netværk. Nu bliver din location tilføjet dit tweet, din blog kommentar, din video eller det billede du uploader. Ideen er, at alle dine venner kan se, hvorhenne du befinder dig. Endnu et tiltag der bryder med privatsfæren. Foursquare er bare et eksempel.
  3. Forstørret virkelighed
    Nye teknologier muliggør udvidet GPS funktioner, hvor du med din telefon kan få lagt et ekstra ”lag” på dit videokamera med info om den virkelighed du bevæger dig rundt i. Tjenesten er specielt gavnlig, hvis man befinder sig et nyt sted og kan få en masse informationer fra Google search, Twitter eller Wikipedia som omhandler de steder, restauranter eller lignende du er i nærheden af lige netop der.
  4. Depoter til indhold
    Der er alt for mange informationer online og det er for svært at navigere omkring dem. Vi har brug for en nem sortering af det der interesserer os. Der er allerede flere muligheder så som Google news, Google social search samt Facebook connect. Det vil også være oplagt at have mere professionelle ”depoter” som skabes af professionelle folk indenfor deres ekspertiseområder. Eksempelvis kunne en klimaforkæmpers sortering af nyheder blive dit depot for relevant nyhedsindhold, hvis du også brænder for en verden med mindre CO2.
  5. Cloud computing
    Vi er allerede nu vant til at vi kan få adgang til vores outlook indbakke fra en anden computer end hvor vi installerede programmet på. Vi er vant til at vores data også ligger ude i cyberspace. I 2010 vil vi se en endnu større tendens idet Microsoft lancerer online versioner af Word, Excel og Power point. Ydermere kommer Google med deres nye styresystem, Google Chrome OS.
  6. Internet TV og film
    2010 kunne meget vel blive året hvor størstedelen af vores TV og film konsumering kommer fra internettet. Der er allerede megen aktivitet og adskillige platforme, som er etableret. Blandt andet ser vi Hulu (kun i USA), Apple TV og Boxee. Senest har YouSee også lanceret muligheden for at se tv på computeren og det bliver gratis for eksisterende kunder.
  7. Sammensmeltning af teknologier
    Tiden for alle de mobile devices kan meget vel være ovre. Vi ser en sammensmeltning, hvor adskillige applikationer til eksempelvis iPhone erstatter et ellers eksisterende device. Forskellige GPS-udbydere bliver muligvis overflødige idet iPhone allerede har et særdeles godt værktøj dertil. Ydermere kan mange mindre digitalkameraer også nærme sig døden idet utallige mobiltelefoner snart kan tage lige så gode billeder som dit to år gamle digitale kamera.
  8. Spil på de sociale medier
    Der er en risiko for at spil på de sociale medier er et dårligt bud på en succes i 2010. Imidlertid er der tegn på at det kan være med til at skabe fortsat succes for tjenester som Facebook. Man kan blandt andet købe en virtuel gave til en ven for $1 eller spille spil på Facebook, hvor man køber sig til virtuelle ting i det pågældende univers. Hvem ved, måske vil dette være en nem og høj indtjeningskilde men vil til stadighed kræve brugernes accept og interesse for vituelle objekter.
  9. Mobil betaling
    I 2010 vil vi se et gennembrud indenfor mobil betaling. Allerede her i 2009 er det blevet væsentligt liberaliseret og man kan købe sig til utallige produkter og services via sin mobil. På grund af udviklingen og de utallige muligheder med mobile devices er der gode odds for at Danmark vil følge med udviklingen og man har et betalingskort knyttet til mobilen, således at beløbet også trækkes direkte fra kortet og ikke, som nu, over din telefonregning.
  10. Overflod af berømmelse, privatliv er en mangelvare
    Vi har ikke længere den samme privatsfære som var tilfældet før Google, Facebook, Twitter, LinkedIn og alle mulige andre platforme. Vi er, til en vis grad, alle blevet reality stjerner. Vores privatliv bliver stille og roligt eroderet og Facebook ejer vores billeder og indhold og Google kan afsløre alle vores tidligere bedrifter, vis der søges på vores navn. Der er ingen tvivl om, at det faktum at vores privatliv bliver mindre og mindre privat bliver et kæmpe emne i 2010.

Læs mere om de forskellige tendenser på Mashable’s website

Up

0

Down

0