Articles and news | 5 gode grunde til at arbejde med Marketing ROI

Created by   |  April 27, 2009 09:28

Marketing ROI begrebet er under udvikling og er samtidigt ved at blive indarbejdet i mange danske marketingfunktioner. Men hvad dækker det egentlig over? For nogen er det et udtryk for den andel af marketingbudgettet, der forklarer virksomhedens ”ekstra” salg eller profit. For andre kan det ganske enkelt være en måde at måle ændringer af holdninger, opfattelser eller awareness på baggrund af gennemførte kampagner. Hverken den ene eller anden opfattelse er helt korrekt.

Af Morten Kjær, Adm. Direktør Marketing Clinic Danmark

I sin mest effektive form er Marketing ROI en indarbejdet del af virksomhedens arbejdsproces, der understøtter præcis måling, relevant rapportering og en effektiv optimering af virksomhedens marketingaktiviteter. Nedenfor får du fem gode grunde til at arbejde indgående med Marketing ROI:

  1. Gennemsigtighed og ansvarlighed. Et mål for måling af virksomhedens marketingaktiviteter er at give mulighed for at træffe bedre og mere oplyste beslutninger for at opnå vækst og konkurrencefordele. Det er motiveret af et ønske om ”at vinde” (markedsandele, kunder etc.), blive mere effektiv og forvalte virksomhedens marketing budget, så de bedst mulige resultater skabes.
  2. Internt samarbejde og fælles ansvar. Marketing er ikke en isoleret funktion. Trærtimod er marketing en funktion der kan binde de kommercielle funktioner tættere sammen. Derfor er måling og evaluering af ROI ikke en opgave for marketing alene, men en øvelse der kan involvere økonomifunktionen, salgsfunktionen, indkøbsfunktionen og andre forretningsenheder for at øge læring, gennemsigtighed og troværdighed omkring marketingfunktionens arbejde.
  3. Man bliver ”blind” af kun at se på eksisterende data. Ser man kun på de data, man allerede har (eller det, der er lettest at indsamle) styrker det uundgåeligt den aktuelle opfattelse af verden. Hvis ikke man udfordrer sin egen indsigt i virksomhedens evne til at dokumentere sine resultater, vil man have svært ved at udvikle sig. Målsætninger om gennemsigtighed og dokumentation stiller nye krav til viden ud over de for hånden værende oplysninger og stimulerer bestræbelser på at lukke videns-gab’et.
  4. Få lettere ved at definere marketingfunktionens KPI’er. Der findes hundredevis af ting man kan måle sin marketingfunktion på. Imidlertid er der som oftest kun ret få KPI’er, der passer til den enkelte virksomhed og situation. Ved at få afklaret sin marketing ROI, og få afdækket hvilke dele af marketing mix’et der er de mest effektive, får man identificeret de ”key drivers” der gør en forskel, og som det dermed giver bedst mening at følge nøje.
  5. Udvikling af en præstationsorienteret kultur. Det er som regel en god oplevelse for marketing team’et at være en del af ROI processen. Det giver ny viden og en øget detaljefokus, ligesom at det generelt hæver ambitionsniveau’et i team’et. Det er ikke længere godt nok at tro – man skal vide. Og med viden kan man komme langt længere i bestræbelserne på at skabe markante, marketingdrevne resultater for virksomheden.

Up

1

Down

0